Rungsted Sejlklub er den lokale sejlklub, - en naturlig fortsættelse af den lokale sejlklub, som har været på vores havn siden 1928. Desværre kom den lokale klub i vanskeligheder og forsvandt ved årtusindskiftet, men vi stiftede en ny i 2013. Vi er her, fordi vi vil have vores lokale klub igen.
Den lokalt forankrede sejlklub! Det er vores vision.
I starten af det tyvende århundrede var Rungsted et sommerhuskvarter for københavnere. Disse landliggere stiftede i 1928 Rungsted Kajakklub med Erik Schottlænder som formand. Kajakklubben voksede til en betragtelig størrelse. Hurtigt var der hundredevis af medlemmer, - på trods af de ydmyge forhold. De holdt til på stranden nord for Rungsted Badehotel og lige syd for det smukke badehus, der stadig er nord for havnen. Om de havde en stander i Kajakklubben ved jeg ikke, men her er et billede af klubben:
Rungsted Kajakklub før krigen |
I 1943 forbød tyskerne al roning på Øresund. Nogen havde forsøgt indbrud i Rungsted Roklubs lokaler for at stjæle en båd og flygte til Sverige, så tyskerne plomberede bådehuset og satte vagt. Roklubben flyttede deres både til de nordsjællandske søer, medens man i kajakklubben begyndte at sejle for sejl.
På generalforsamlingen den 2. juni i 1943 vedtog man derfor at indkøbe en Oslojolle til den nydannede sejlafdeling. Jørgen Schwanenflügel stod i spidsen for sejlafdelingen, som hurtigt voksede. Mange medlemmer anskaffede egne joller, men det blev en kort fornøjelse, for sejlads med sejl blev forbudt i 1944. Rungsted sejlerne måtte søge tilflugt hos Yachtklubben Furesøen.
Lige efter krigen, da Harry Henriksen var formand, købte klubben 3 juniorbåde, J4, J5 og J6, og de blev grundlaget for RKS juniorafdeling, som kort efter talte 25 medlemmer. Kort efter indtrådte Rungsted Kajak og Sejlklub i Dansk Sejlunion. Sjovt nok blev også voksne undervist i juniorbådede de første år. Her ses den gamle klubstander. Jeg er ikke sikker på præcis, hvornår den opstod. Det må have været medens, der var kajakker, for der står RKSK i flaget: Rungsted Kajak og Sejl Klub.
Stander for Rungsted Kajak og Sejl Klub |
På RKSKs generalforsamlingen den 7. maj 1947 nedlagde man - under stort ståhej - kajakklubben, og man stiftede Rungsted Sejlklub med Jørgen Schwanenflügel som formand. Det var der RKS opstod; Det passer med 40 års jubilæumsnummeret af RKS bladet, der udkom i maj 1987.
Tilbage til efterkrigstiden: Kommunen var ved at rette strandvejen ud, så der var interesse i at få flyttet klubhuset; Derfor fik klubben et rentefrit lån, og det gamle røde klubhus blev bygget ude på øhavnen i 1948. Der var nu 135 aktive medlemmer, heraf en del juniorer, som i halvtredserne fik en separat fløj.
I tresserne var junior flåden skiftet ud; Man sejlede fortsat i juniorbåde, men i 1962 var sejlnumrene J166, J167 og J168 - i hver deres skrogfarve. Jeg har desværre ikke mange detaljer fra RKS i tresserne, men i arkivet fandt jeg dette billede af RKS bestyrelse i 1967:
RKS bestyrelse i 1967 |
Nogle af os kan huske det game klubhus endnu. Jeg kan huske det store frokostbord, som kostede kr12,50 for børn - vistnok under 12 år. Voksne betalte det dobbelte. Bag gryderne stod en vestjysk herre ved navn Langli. Det viste sig, han kendte min morfar derovrefra (vest på), så vi var tit gæster i det lille bitte køkken.
Der stod et klaver i et hjørne ude i klublokalet. Det var indenfor og til venstre på billedet, og der var ofte een eller anden, der sad der og spillede. Der må have været spillemænd blandt medlemmerne, for jeg husker det, som om der blev spillet længe - og ikke mindst rigtig godt. Det var før sundhedsapostlenes tid, så cigaretrøgen drev tykt henover det store kolde bord med masser af lune retter. Her er huset:
Det gamle klubhus på Rungsted Havn |
Senere, da posten ikke længere kunne kende forskel på Rungsted og Ringsted, skiftede klubben navn til Rungsted Kyst Sejlklub. Mange husker Rungsted Kyst Sejlklub for aftenmatcher, bazar, optimister, joller, juniorafdeling, seniorafdeling, - samt bygning af den nye havn.
RKS logoet så således ud: